• Du er her
  • Forside
  • Memoer
  • Gertruds klumme om formandsvalget i SF

Gertruds klumme om formandsvalget i SF

14/10/2012

Jeg havde egent­lig tænkt, at jeg ville skrive om, hvilke over­vej­el­ser jeg gjorde mig, da mit reser­ve­rede nor­di­ske sind i sid­ste uge stødte ind i den ame­ri­kan­ske åben­hed, som vi lidt bit­tert kal­der for over­fla­disk, men som jeg fak­tisk synes vin­der over vores natio­nalsport, der – i hoved­sta­den om ikke andet – går ud på så vidt muligt at igno­rere andre i håb om der­ved at frem­stå mis­un­del­ses­vær­digt cool. Det var pla­nen. Rent afslut­nings­mæs­sigt.

Men så kom jeg til at åbne for TV2 News umid­del­bart efter at Astrid Krag havde tabt dysten om SF i går. Og hvis jeg nu bli­ver lidt hvas at høre på, så skal det ikke tages for meget som en per­son­lig kri­tik eller irri­ta­tion knyt­tet til Astrid Krag eller SF’s poli­ti­ske ord­fø­rer Jes­per Peter­sen. Det er bare fordi, det netop var de to, der lavede rid­ser i min plade i går. Men i rea­li­te­ten kunne det have været stør­ste­delen af vores fol­ke­valgte poli­ti­kere, især dem der sid­der længst oppe i hie­rar­kiet.

Ok. Til sagen. Det der sker er, at en News-journalist fan­ger Krag just efter afgø­rel­sen og spør­ger, hvad hun læg­ger i, at Vil­helm­sen vandt så stort. Hvor­til Krag sva­rer, at det læg­ger hun ikke noget sær­ligt i. Hvil­ket i bed­ste fald er løgn og i vær­ste fald bety­der, at hun er retar­de­ret.

Selv­føl­ge­lig ved Astrid Krag godt, at der lig­ger en hel masse i val­get af Vil­helm­sen. Nogen er ble­vet valgt til, fordi en anden blev valgt fra, fordi bag­lan­dets store fler­tal ikke delte linje, med dem, der ellers ret suverænt har lagt linjen i SF de sene­ste år. Det er ikke ingen­ting, og det ved alle. Men Krag tror til­sy­ne­la­dende, at vi hol­der op med at vide det, hvis hun lader som om det ikke pas­ser.

Da hun der­ef­ter bli­ver spurgt, om hun nu skal over­veje frem­ti­den, sva­rer hun, at nu er det vig­tigt at bakke op om den nye for­mand. God­dag mand økseskaft. Spørgs­må­let gik på, hvor­dan du for­hol­der dig til, at den vej, du og dine ven­ner tro­ede var den rig­tige for dit parti, er ble­vet solidt nedstemt. Det ville vække noget reflek­sion i de fle­ste men­ne­sker, og jeg fat­ter ikke, hvad en poli­ti­ker for­sø­ger at vinde ved at skjule den reflek­sion og begynde at tale sort i ste­det for.

I mel­lem­ti­den bli­ver par­tiets poli­ti­ske ord­fø­rer Jes­per Peter­sen bedt om at for­holde sig til, at den linje han og den fore­gå­ende par­ti­top har kørt er ble­vet under­kendt, hvor­til han sva­rer at han synes det er rig­tig dej­lig, at bag­lan­det har bekræf­tet, at de var enige i den linje, der blev ført. Og George Orwell sid­der i det hin­si­des og græ­der af grin.

Til­bage til Krag, der siger at hun skal i arbejd­s­tø­jet, for det er ’hårdt arbejde at for­an­dre Dan­mark’. Og i et klip timen efter siger hun, at hun gerne vil være med på det nye mini­ster­hold, fordi det er ’fan­ta­stisk at være med til at for­an­dre Dan­mark’. Den samme skåltale-plade ad nau­seam. Jeg læg­ger snart sag an mod de kom­mu­ni­ka­tions­kon­su­len­ter, der lærer vores poli­ti­kere at gen­tage sig selv ind­til andres ører blø­der.

Og er der så des­u­den ikke nogle, der vil for­tælle de der poli­tik­ma­ski­ner inde på Chri­sti­ans­borg, at den befolk­ning, som de af hjer­tet så gerne vil hjælpe, fak­tisk godt kan høre hvad de siger. Vi kan godt høre, når i kører i ring, vi kan godt høre, når i ikke for­hol­der jer til den vir­ke­lig­hed, der står lige foran jer. Vi kan godt høre jer. Og vi er rig­tige men­ne­sker. Vi er ikke demo­gra­fier og får, som skal lok­kes ind i diverse folde, vi er en befolk­ning, der uen­de­ligt gerne vil føre en oplyst sam­tale om demo­kra­tiet, men det er snart ikke muligt læn­gere. Og det er så trist en nyhed, at jeg fak­tisk ikke helt ved, hvor­dan jeg skal komme videre med dagen.