• Du er her
  • Forside
  • Memoer
  • Michael Jeppesens båltale, Sankthans 2012

Michael Jeppesens båltale, Sankthans 2012

23/06/2012

Michael Jep­pe­sen holdt bål­tale i Wee­kendtil­læg­get lør­dag den 23. juni 2012 i anled­ning af Sank­t­hans. Læs og hør talen her.

Denne her tale er til alle jer der­ude, der lige­som mig, er ulyk­ke­lige, og dybt for­gæl­dede,

Det er Sankt Hans, om lidt skal vi brænde en heks af, fore­stil jer at det var jeres gæld der blev brændt af, eller jeres dår­lige vaner og tri­ste min­der. Fore­stil jer at man én gang om året kunne tage en pose med rude­k­u­ver­ter og dår­lige vaner med sig ned på slet­ten eller stran­den eller hvor det nær­me­ste bål nu er, og kaste det i flam­merne. Fore­stil jer at der var en anden ver­den, uden alle jeres pro­ble­mer, som man kunne træde over i, vupti, så var alt det for­fær­de­lige væk.

Jeg har én epi­sode, eller man kunne kalde det en peri­ode i mit liv, jeg som det før­ste ville se at komme af med. Da jeg var yngre løj jeg mig til at være læge, det gør jeg ikke læn­gere. Jeg havde en dum, dum ople­velse i mine tyvere hvor jeg mødte en sød pige og ikke blot løj mig ældre, men også til at være på niende seme­ster. Det vir­kede. Jeg ville have hen­des opmærk­som­hed og jeg fik den. Det var lige­som at spille kvart­fi­nale til et EM i fod­bold, hvis man er bagud til sidst så ofrer man alt, uan­set om det så koster et gult kort. Hvis det så til gen­gæld lyk­kes, og man havde et gult i for­vejen, ja, så er man slet ikke med i næste kamp, hvil­ket jo kan føles ekstremt uret­fær­dig.

Sådan gik det for mig, for ikke nok med at jeg fik hen­des opmærk­som­hed, jeg fik også en date og en mere og jeg fik aldrig helt for­talt hende at jeg slet ikke var læge, men på dag­penge. Og selv­føl­ge­lig skete det vær­ste der over­ho­ve­det kunne ske på vores, ja måske var kun den femte date. Vi havde spad­se­ret rundt om søerne, hånd i hånd, det hele føl­tes per­fekt, jeg elskede hende vir­ke­lig højt og hun elskede mig, og vi gik mod Fæl­led­par­ken hvor der skulle være det store Sank­t­hans bål og vi gik helt tæt sam­men, imens vi nær­mede os en lille flok men­ne­sker der stod midt på stien.

Vi skulle selv­føl­ge­lig møve os ind imel­lem dem, men det var ikke en tryl­le­kunst­ner som jeg havde for­ven­tet. Der lå en ung mand i løbe­tøj på jor­den og tog sig til hjer­tet imens han hev efter vej­ret. Jeg behø­vede ikke at vente på at min kære­ste skub­bede mig frem til ham, jeg vid­ste hvad der ven­tede mig, og jeg vid­ste at jeg ikke ville miste hende. Det var lige­som at stå over­for et barn i en kanal, man tager ikke hjem og fin­der bade­buk­serne frem først. Så jeg satte mig på hug ved man­den og vendte ham om på ryg­gen.

Jeg kunne høre min kære­ste lyve for mig. Han er læge, sagde hun, selvom hun udmær­ket godt vid­ste at jeg kun gik på niende seme­ster.

Og jeg gav ham hjer­te­mas­sage og tjek­kede hans puls og jeg nik­kede ind­for­stået til ambu­lan­ce­fol­kene da de ankom.

Og min kære­ste var så stolt da vi gik der­fra, arm i arm, jeg var bare rystet, og i chok, og jeg vid­ste, at nu var der ingen vej til­bage. Hvis jeg ville fort­sætte for­hol­det, og fort­sætte med at være lyk­ke­lig, måtte jeg for­lade den ene ver­den og alt hvad den inde­holdt af fami­lie og ven­ner, og kun leve i den ver­den hvor den mig, som hun havde forel­sket sig i, levede. Og jeg vid­ste også at det var umu­ligt, at jeg jo ikke gik til fore­læs­nin­ger på Panum, men i ste­det gik på bibli­o­te­ket for at læse teg­ne­se­rier og avi­ser, når vi kys­sede hin­an­den far­vel om mor­ge­nen.

Jeg bli­ver sta­dig util­pas når jeg tæn­ker på ham løbe­ren og jeg kan mærke hans bryst­kasse i mine hæn­der. Og jeg ville ønske at jeg kunne smide den følelse på bålet.

Har I prø­vet at cykle hur­tigt imens I hører noget musik I vir­ke­lig godt kan lide? Man kan blive helt høj af det. Man kom­mer sim­pelt­hen et andet sted hen, hvor der ikke er nogen reg­nin­ger eller dår­lige min­der der pres­ser sig på. Og nu tæn­ker I shit, han er ude i noget nyre­li­gi­øst pjat, men hvor­for lukke ned bare fordi det lug­ter af over­tro. Vi skal alle sam­men sætte ild til et bål i aften hvor­der står en heks på top­pen. Hvis det ikke er en anden ver­den, så ved jeg ikke hvad det er.

Det jeg bare prø­ver at sige er, at der fin­des mange for­skel­lige ver­de­ner og at vi selv væl­ger hvil­ken vi vil leve i. Jeg valgte engang at være læge og måtte tage kon­se­kven­serne. I har valgt at leve i en ver­den hvor I kun er lyk­ke­lige hvis I er gæld­fri og slanke og har gode jobs. Og I tager kon­se­kven­serne hver dag i form af sorg, ulykke og ondt i maven. Jeg kunne have fået pigen hvis jeg var læge. Men det er jeg ikke. Jeg kunne måske have fået hende alli­ge­vel, hvis jeg havde været ærlig og sagt at jeg ikke havde noget job. Vi kunne måske alle sam­men være lyk­ke­lige hvis vi var rige og gæld­fri. Men det er vi ikke. Vi sid­der i gæld til hal­sen med kli­ma­kri­ser og finanskri­ser og inkom­pe­tente poli­ti­kere og voksne der vil være børn og store væm­me­lige fir­maer der ejer vores kroppe og sjæle. Den ver­den vi prø­ver at bilde os selv ind at vi lever i, eksi­ste­rer ikke, og kom­mer hel­ler aldrig til det. Jeg bli­ver aldrig læge. Jeg ved ikke engang hvor pigen er i dag. Vi bli­ver aldrig gæld­fri og per­fekte, og vi ikke engang hvor­dan det ville være.

Fak­tisk er det ikke helt sandt, det jeg siger nu. Jeg har været tæt på at være gæld­fri i 2007. I samme peri­ode var jeg også tæt på at bryde mig om mit udse­ende og lige ved at kunne lide mit arbejde. Det var ikke ligeså cho­ke­rende som mødet med løbe­ren i Fæl­led­par­ken, men det var tæt på. Det var for­fær­de­ligt. Det var jo slet ikke mig! Jeg kunne ikke kende mig selv. Men hel­dig­vis gik der kun et par måne­der, så var jeg til­bage på det ned­ad­gå­ende spor igen.

Det er Sankt Hans. Dagene bli­ver kor­tere og næt­terne bli­ver mør­kere. Og det er ikke jeres reg­nin­ger I skal smide på bålet hvis I vil have det bedre. Det er jeres fore­stil­lin­ger om hvad der sker når de ikke fin­des læn­gere, som I skal af med. Og når I kom­mer af med dem, så kan I begynde at leve, sam­men med os andre, i den ver­den vi også lever i.

Løbe­ren døde. I er i live. Det er skat­tere­for­men også. Og hvis I synes det er noget snavs, så husk at der er en stor demon­stra­tion imod de blårøde og deres uhæ­der­lige ver­de­ner i dag klok­ken 16 foran Finans­mi­ni­ste­riet. Og nej, vi fut­ter ikke Bjarne Cory­don af. Der er sim­pelt­hen ikke skaft nok mel­lem benene på ham til at vi kunne få ham til at sidde fast på bålet.

God demo og god som­mer

Michael Jep­pe­sen